Alsobate og Lis Sørensen lukker P3 Guld

“Mine øjne de skal se”… en dejlig afslutning på et fedt show. Efter Benals fede rap lukkede Lis Sørensen P3 Guld med sin 80’er evergreen, alt i mens vores dejlige stemmer hjalp med at gøre aftenen uforglemmelig. En dejlig oplevelse og lige i skabet – hvis vi selv skal sige det.

Alsobate og Sys Bjerre

Lørdag den 9. april havde vi den store fornøjelse at optræde sammen med Sys Bjerre (ja, hende med “Malene”). Det bliver en dag vi sent vil glemme, for der var så meget god musik og det som The Beach Boys kalder “good vibrations”.

Kor-selfie med Sys Bjerre
Alsobate var kor på 6 af Sys Bjerres sange og varmede desuden op med 2 af vores egne sange. Som man kan se på billederne var der svært at undgå at smile. Det skal retfærdigvis siges, at det var på oplæg fra Sys at dette arrangement kom i stand. Hun havde brug for noget kor på hendes turne rundt i Danmark og ville gerne i kontakt med lokale kor – og så var Alsobate åbenbart svær at komme udenom.

Koncerten blev afholdt på Dexter som en del af deres “Morgenrock” koncept (som mange vil kunne lære af): man begynder simpelthen med brunch kl. 10 og så begynder selve koncerten kl. 11.30 når alle er glade og mætte. Super hyggeligt – og en stor tak til både Sys for at sætte dette i søen og også en særlig tak til Dexter/morgenrock for at lege med og sørge for at også alle koristerne var glade og mætte.

Og aldrig før har så mange betalt så meget for at høre os (og selvfølgelig også Sys Bjerre) 🙂