Alsobate og Sys Bjerre

Lørdag den 9. april havde vi den store fornøjelse at optræde sammen med Sys Bjerre (ja, hende med “Malene”). Det bliver en dag vi sent vil glemme, for der var så meget god musik og det som The Beach Boys kalder “good vibrations”.

Kor-selfie med Sys Bjerre
Alsobate var kor på 6 af Sys Bjerres sange og varmede desuden op med 2 af vores egne sange. Som man kan se på billederne var der svært at undgå at smile. Det skal retfærdigvis siges, at det var på oplæg fra Sys at dette arrangement kom i stand. Hun havde brug for noget kor på hendes turne rundt i Danmark og ville gerne i kontakt med lokale kor – og så var Alsobate åbenbart svær at komme udenom.

Koncerten blev afholdt på Dexter som en del af deres “Morgenrock” koncept (som mange vil kunne lære af): man begynder simpelthen med brunch kl. 10 og så begynder selve koncerten kl. 11.30 når alle er glade og mætte. Super hyggeligt – og en stor tak til både Sys for at sætte dette i søen og også en særlig tak til Dexter/morgenrock for at lege med og sørge for at også alle koristerne var glade og mætte.

Og aldrig før har så mange betalt så meget for at høre os (og selvfølgelig også Sys Bjerre) 🙂

Jubilæum – Alsobate 25 år

Det er ganske vist – Alsobate har eksisteret i 25 år, og det skal fejres. Vi holder et jubilæumsarrangement for tidligere og nuværende medlemmer af koret. Det foregår lørdag den 27. september kl. 10 til 17 i Kulturmaskinen i Odense. Der sluttes af med en koncert med det nuværende Alsobate. Hvis du engang har sunget i Alsobate, og gerne vil deltage i arrangementet, kan du sende en mail til jubilaeum@alsobate.dk.

Vi glæder os!

Hilsen jubilæumsudvalget: Lene Dalsgarð (tidl. Blaabjerg), Anette Holm (tidl. Lorenzen), Karin Steen Kjeldsen (tidl. bare Steen) og Anne Rud Svenning.

Jubilaeum 2014 1

Tidligere og nuværende Alsobatister i Farvergården ved Kulturmaskinen. Der blev hygget, sunget og snakket…

Jubilaeum 2014

Til det nuværende Alsobates gallafest var der ordensbånd og hoplanåle til de fem, der havde været med hele vejen: Anette, Karin, Rune, Lotte og Lene.

3 på stribe

Hvor er det skønt at være del af et bryllup. Siden august har vi sunget til to vielser og en bryllypsfest; vi bliver helt afhængige af det. Nu nærmer sig december, og selvom vi ikke skal holde en egentlig julekoncert, har vi  fundet nogle medrivende julesange og stemningsfulde vinternumre, som vi vil synge d. 9. december i Langå Kirke. Vi glæder os.